Ateas direktør er ikke længere sigtet i bestikkelsessag
Ateas administrerende direktør, Morten Felding, er ikke længere sigtet i danmarkshistoriens største sag om bestikkelse. Det meddeler Atea.
'For Morten Felding og for Atea har sigtelsen været en belastning. Det er derfor med glæde, at jeg kan meddele, at sigtelsen er frafaldet, fordi statsadvokaten ikke ser, at Morten Felding har udført handlinger, der medfører strafferetligt ansvar', skriver koncernchef Steinar Sønsteby.
Selve selskabet Atea blev tidligere på ugen tiltalt sammen med syv personer. Ifølge anklageskriftet løber omfanget af bestikkelse og underslæb op i 1,2 mio. kr. Fire tidligere ansatte i it-selskabet er anklaget for at stå bag.
Tre offentligt ansatte, som har haft betroede stillinger i en offentlig myndighed, blev ligeledes tiltalt fredag. Ifølge Børsen drejer det sig om ansatte i Region Sjælland og Rigspolitiet. De skal blandt andet være blevet inviteret på middage på restauranter som Geranium, Era Ora og Søllerød Kro.
20 sigtelser frafaldet
Desuden skal Atea have betalt rejser til Florida, Dubai, Las Vegas og Rom for at holde på kunderne. Desuden skal de, ifølge Børsen, være blevet inviteret på hotelophold på Hotel Frederiksminde, Radisson Blu og Hotel Bella Sky Comwell.
Sagen begyndte i maj 2015, hvor Region Sjælland anmeldte mulig bestikkelse til politiet. Anmeldelsen førte til anholdelser og ransagninger måneden efter. I en periode var seks personer varetægtsfængslet.
I alt 22 personer er tiltalt i sagskomplekset. Der er faldet dom i otte sager, hvor seks personer er blevet dømt. To personer er blevet frikendt. Flere af sagerne er anket. I i alt 20 sager er sigtelserne frafaldet.
Morten Felding har været sigtet for ikke at gribe ind overfor bestikkelsen. Han blev sigtet i sommeren 2015.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.